Seneste klub nyheder

Gå til nyhedsarkiv

Vedtægter for Holsted fB

§ 1.

Holsted forenede Boldklubber er dannet i 1934, som en sammenslutning af de to daværende klubber. Holsted Sportsforening af 1897 og Holsted stations Boldklub af 1907. Klubbens hjemsted er Holsted kommune.

 § 2.

Foreningens formål er at fremme fodboldsporten i Holsted, og drage omsorg for, at denne udøves under de bedst mulige forhold.

 § 3.

Foreningen er tilsluttet Jydsk Boldspil-Union under Dansk Boldspil-Union og Danske Gymnastik & Idræts Foreninger, Ribe Amt under Danske Gymnastik & Idræts Foreninger.

§ 4.

Som aktivt medlem af seniorafdelingen kan bestyrelsen optage enhver, der er fyldt 16 år, ved årets begyndelse. Som aktivt medlem i ungdomsafdelingen kan bestyrelsen optage enhver, der ikke er fyldt 16 år, ved årets begyndelse. Som passivt medlem kan bestyrelsen optage enhver som ikke henhører under forannævnte.

Seniorafdelingens medlemmer, ungdomsafdelingens medlemmers forældre og de passive medlemmer har pligt til at yde deres indsats for at klubben kan fungere sportsligt og økonomisk. Opfylder man disse forpligtelser, har man ret til klubbens goder: Træning, kampe og klubliv.

§ 5.

Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund der til. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.

§ 6.

Kontingent fastsættes af bestyrelsen. Denne har ret til at nedsætte et medlems kontingent, eller helt at fritage derfor.

§ 7.

Foreningen ledes af en bestyrelse, bestående af en formand og 6 bestyrelsesmedlemmer. Formanden vælges ved direkte valg for 2 år.

Er det på generalforsamlingen ikke muligt at vælge en formand, vælges i det pågældende år et ekstra bestyrelsesmedlem. Det pålægges herefter bestyrelsen ved konstitueringen at vælge en formand for to år.

6 medlemmer vælges ved almindelig flertal, 3 hvert andet år. Desuden vælges 2 suppleanter for et år.

Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen. Vælger ved afstemning en næstformand, en forretningsfører, en formand for ungdomsafdelingen, en sekretær og fastsætter selv sin forretningsorden.

Poster som forretningsfører, kampfordeler m.v. kan af bestyrelsen besættes med personer uden for bestyrelsen, dog kan disse ikke deltage i bestyrelsesmøder, med stemmeret.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når 4 medlemmer stemmer for et forslag. Bestyrelsen nedsætter efter behov diverse udvalg. Formanden for ungdomsafdelingen bør nedsætte et ungdomsudvalg blandt ungdomsafdelingens medlemmers forældre.

§ 8.

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Forretningsføreren har ansvaret for foreningens pengemidler og indsætter større beløb i anerkendt pengeinstitut.

Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af 2, blandt medlemmerne uden for bestyrelsen, valgte revisorer, og forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse. Revisorerne vælges på generalforsamlingen for 2 år, på skift hvert andet år. Desuden vælges 1 revisorsuppleant for et år.

§ 9.

Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgående forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens formue.

§ 10.

Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån, af den samlede bestyrelse.

Bestyrelsen kan meddele foreningens forretningsfører fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgående forpligtelser.

§ 11.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes i januar og indkaldes med 8 dages varsel, ved avertering i det lokale ugeblad.

Stemmeberettiget og valgbar er medlemmer af seniorafdelingen og ungdomsafdelingens medlemmers forældre, (Dog har forældrepar kun en stemme), samt de passive medlemmer.

§ 12.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.

§ 13.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Forslag og valg til bestyrelsen kan foregå skriftligt.

Øvrige afstemninger kan af et stemmeberettiget medlem forlanges skriftligt.

Der føres protokol over generalforsamlingen, bestyrelsesmøder og andre vigtige begivenheder indenfor klubben.

Ved generalforsamlingen underskrives protokollen af dirigenten og ellers af den samlede bestyrelse.

§ 14.

På den ordinære generalforsamling behandles følgende:

                      - valg af dirigent.

                      - aflæggelse af beretning.

                      - forelæggelse af det reviderede regnskab

                      - forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag.

                      - behandling af forslag.

                      - valg:            formand (hvert andet år)

                                            bestyrelsesmedlemmer

                                            suppleanter.

                                            revisorer.

                                            revisorsuppleant.

                      - eventuelt.

§ 15.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes og skal indkaldes, når mindst 10 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom, til bestyrelsen.

Indkaldelse sker, og beslutninger træffes efter samme regler, som for den ordinære generalforsamling.

§ 16.

Forandringer af vedtægterne kan ske på den ordinære generalforsamling. Til ændring af foreningens

vedtægter kræves at mindst 1/3 af foreningens medlemmer skal være tilstede og mindst 2/3 af det afgivne stemmer skal være for forandringen. Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanlig varsel, indkalde en ny generalforsamling. Hvis også 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

§ 17.

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.

§ 18.

I tilfælde af foreningens opløsning, skal foreningens kassebeholdning og øvrige aktiver overdrages til den efterfølgende fodboldklub i Holsted, såfremt denne oprettes. Hvis denne ikke er oprettet senest 1 år efter foreningens opløsning, tilfalder foreningens kassebeholdning og øvrige aktiver Holsted Idrætscenter.

§ 19.

Alle tidligere love, lovændringer og tilføjelser samt generalforsamlingsbeslutninger ophæves hermed.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 26. januar 2001, og den ekstraordinære generalforsamling den 9. februar 2001.